Sæt skatten op

Ja, jeg mener skatten skal op, men så alle har samme skatteprocent.

Vi har i Danmark et dejligt velfærdssystem og pengene skal jo være i kassen. Desværre har vi også et system hvor man ikke respekterer at mennesker gør en ekstra indsats. Topskatten er jo direkte forhånende for mennesker der arbejder meget.

Hvis ikke man betaler topskat, så er man nok ikke klar over det, men man betaler 15% ekstra i skat af de sidste penge man tjener. (Nej, ikke 1,5%, FEMTEN %). Det er det der tales om, når man taler om skatten på “den sidst tjente krone”.

Hvor er retfærdigheden i det? Jeg mener bestemt at man skal hjælpe de mennesker i samfundet der har det svært, men at Janteloven også skal bestemme skattepolitikken? Det har jeg det svært med.

Der er nogle dele af det politiske spektrum der taler om at de bredeste skuldre skal bære, og netop derfor skal højtlønnede betale procentvis mere i skat.

Hvis man tjener 800.000 kr ville man også betale mere i skat, i forhold til en der tjener 250.000, hvis begge havde den samme skatteprocent.

Sådan her er det i dag:

Indkomst 250.000 800.000
Bruttoskat 8% 20.000 64.000
Bundskat 3,67 + Sundhedsbidrag 8% + kommuneskat 25% 84.341 269.891
Topskat 15% over 389.000 0 52.050
Skat i alt 104.341 385.941
Procent betalt i skat 41% 49%

 

Jeg har i ovenstående for nemheds skyld udeladt fradrag, der vel er de samme. Medregner man kørselsfradrag, personfradrag og andre fradrag, så ender man jo stadig med at have en procentvis større del tilbage af sin løn, end den højtlønnede.

“…de penge der ender med at blive topbeskattede  er ofte penge som tjenes efter den normale lønmodtagers 37 timer arbejdsuge er slut…”

Man skal forstå, at de penge der ender med at blive topbeskattede ofte er penge som tjenes efter den normale lønmodtagers 37 timer arbejdsuge er slut. Det er slet ikke usædvanligt at folk arbejder 60-80 timer om ugen.

Vi skal alle gøre en ekstra indsats for at give næste generation et land, der er endnu bedre end det vi har i dag. Det mener jeg ikke man får ved at straffe folk skattemæssigt, for netop at gøre en ekstra indsats.


About K. Pedersen

Jeg selv er i 30'erne, gift og har tre børn. Jeg er uddannet dyrlæge og ph.d.